London eller Paris 🇬🇧 🤷♂️ 🇫🇷
Der er ikke noget bedre end at komme ud og opleve verden. Det skulle da lige være at komme afsted med de bedste efterskolekammerater.
Derfor tager vi på Agerskov Ungdomsskole hvert år på en udenlandstur omkring efterårsferien. Det er en rigtig fed tur, hvor du lærer dine venner endnu bedre at kende. Derudover får du også oplevet et sted i verden, uanset om du har været der før eller ej.
Vi skal både se nogle af de klassiske seværdigheder, men kommer også til at opleve ting man ellers ikke vil gøre. Der vil også på en eller anden måde være kontakt med “de lokale”.
London
Londons historie og engelsk kultur. Du skal stifte bekendtskab med engelsk kultur herunder drama, musik, sport, historie og storbyliv.
Vi besøger en engelsk kostskole, historiske steder i London og så vil eleverne lære at færdes i en storby. Vi håber desuden at kunne opleve en musical og/eller en fodboldkamp fra Premier League.
Eleverne vil også få mulighed for at opleve den pulserende storby på egen hånd. Det skal være en varieret tur, som mange elever kan se sig selv på.
Paris
Er du til storby med masser af kultur og romantisk stemning? Så er turen til Paris noget for dig!
Men Paris er også meget mere end bare en romantisk by med store modehuse. For her gemmer sig moderne arkitektur, fed gadekunst, gadesælgere, markedspladser, musik, historier, fransk madkultur samt gys og grufuld historie i katakomberne.
Når solen så går ned, skal vi en tur igennem byen for at se den tænde op på ny.