Oplev glæden ved at skabe noget nyt
Handmade er, præcis som navnet siger, dig, der skaber noget nyt med dine hænder. Med forskellige teknikker lærer vi dig, hvordan dine idér kan blive til et færdigt, lækkert produkt, og det handler om at være klar på at lære, hvordan du syr på maskine, filter, arbejder med læder, strikker, hækler, kombinerer og sammensætter det, som du har i hovedet. Vi arbejder med vidt forskellige tekstiler og materialer, så du virkelig får mulighed for at udfordre og udvikle dine kreative evner.
At være i et kreativt rum, hvor man omgiver sig med sine venner imens man prøver at udvikle noget nyt, er en lækker følelse. Værkstedet byder på et hyggeligt, socialt miljø, imens du løser de frie og bundne opgaver, som du vil blive stillet. De vigtigste ingredienser i undervisningen er dig, dine hænder og dit hovede, som kan se de ting, som vi andre ikke kan. Og ja – indimellem er produktet ikke helt som man havde håbet, men andre gange er det faktisk bedre.
Hvad oplever du i valgfaget Handmade?
Handmade er et kreativt fag, hvor vi sætter fokus på at udvikle idéer og håndværk, imens vi skaber nye, smukke ting. Derfor arbejder vi kreativt med vidt forskellige materialer og sørger for at værkstedet er et hyggeligt og spændende sted at komme. Du kan altså udvikle dine evner og praktiske færdigheder og blive bedre til at overskue sammenhængen fra din første idé og til det færdige produkt.
Vi arbejder f.eks. med:
- Forskellige materialer! Fx læder, filt, stof, garn, uld, genbrugsmaterialer etc.
- Idéudvikling og design
- Forskellige teknikker! fx. Syning på maskine, hækling, strik, filtning
- Udvikling af praktiske færdigheder
- Både frie og bundne, kreative opgaver
Hvor mange timer om ugen?
Handmade har 1,5 undervisningstimer om ugen og valgfaget forløber over et halvt skoleår.
Hvis du drømmer om at udvikle din kreativitet og håber på at blive skarpere til at sy ting, som du rent faktisk kan bruge – så glæder vi os til at se dig til valgfaget Handmade. Vi behøver ikke drømme om at blive designere, men vi vil gerne gøre os dygtige til at sy og udvikle ideer, både til værelset og til os selv.
Uanset om din idé er tøj til dig selv, en bamse, en pude eller noget helt andet, er du selv med til at finde ud af, hvilke materialer du skal bruge, så dine ideer kan blive til virkelighed. Du behøver ikke særlige forkundskaber, men en ordentlig spandfuld gåpåmod. Så finder vi sammen ud af, hvordan vi kan få det til at lykkes. Uanset om du er nybegynder, rutineret designer eller en maskine til at sy på maskine, glæder vi os til at se dig!
MØD UNDERVISERNE I HANDMADE
Karen Nygaard