Hakket Makker

Hakket Makker

Du skal vælge Hakket Makker som valgfag, hvis du vil have kæmpe optur,
er klar på at blive super presset og gerne vil se herre godt ud!

Syre i bøfferne og makkere, der hepper

Hakket makker er et valgfag, der giver hår på brystet og kæmpe bøffer. Det handler i al sin smukke enkelhed om, at vi bruger os selv og hinanden til at gennemføre en masse hård, fed fysisk træning og at vi bakker hinanden op, når musklerne syrer til. Det betyder, vi skal have gang i en effektiv træning, der kombinerer omgivelser, kammeratskab og fuld smadder på de fysiske udfoldelser, så vi kan få gang i strandbøfferne i god tid.

Hvis du også går og føler dig lidt som et farsbrød og hellere vil være mesterhakket, så er du kommet til det rette sted. Vi arbejder sammen og vi sørger altid for at træningen er sjov, imens du og dine kammerater får et fedt fællesskab. Du vil blive overrasket over, hvor stor en forskel det gør, når dine muskler syrer og dine kammerater bakker dig op. Så bliver træningen virkelig svedig – på den fede måde!

Hvad oplever du i valgfaget Hakket makker?

Vi bruger hinanden til at komme i sindssyg form! Det betyder, at vi motiverer og hepper på hinanden, så man kan presse det sidste saft ud af citronen, inden syren tager over. Det betyder også, at vi bruger hinanden og vores omgivelser som modstand under træningen – og du kan rolig forvente at den bliver svedig!

Vi arbejder f.eks. med: 

  • At komme i vanvittig form
  • At heppe hinanden i mål
  • Styrketræning
  • Konditionstræning
  • Bare kom og se – det bliver for vildt!

Hvor mange timer om ugen?

Hakket Makker har 1 undervisningstimer om ugen og valgfaget forløber over et halvt skoleår ad gangen.

Alle ved, hvad man skal gøre for at komme i form. Det er ikke spor svært og handler om at passe sin træning og spise fornuftigt – men det er langt, langt fra alle, der er klar på at gøre noget ved det. Derfor giver vi dig muligheden for at blive en Hakket Makker på Agerskov, hvor du får din træning sat i system, du får lov at træne med opbakning fra dine kammerater, og den fornuftige kost kommer helt af sig selv.

Det er hårdt at træne hårdt – men det er nu engang også vildt fedt, når resultaterne melder sig. Alle har mulighed for at blive en granit skåret Adonis på stranden, men ofte står de dårlige vaner i vejen. På Agerskov giver vi dig en hverdag med masser af fysiske aktiviteter, men i valgfaget Hakket Makker giver vi den éen over nakken, så du kan blive ekstra vild og ekstra lækker til, når sommeren kommer. Og det er nu engang fedt at kunne smide trøjen uden at ærgre sig over, at vaskebrættet ligner en tørretumbler. Det hjælper vi med!

Kom på besøg - book en rundvisning