Trampolin teknik

Trampolin og teknik

Få højde på, både i den store og den lille trampolin, uanset om du er nybegynder eller øvet.

Sæt af og SPÆND

Trampolin er en af de discipliner, hvor man virkelig kan få lov at tonse igennem,  give dugen nogle tæv og fjedrene noget at arbejde med. I både den store og den lille trampolin skal vi arbejde med teknik og rotationer og det giver en grundtræning, der er absolut guld værd som gymnast. I vores springcenter har vi bygget stortrampolinerne ned i gulvet og lagt en springgrav ved siden af, så du kan føle dig tryg under både springene og landingen og få lidt ekstra overskud i dine spring.

Alt det, du lærer i både stortrampolinen og trampetten, er teknisk viden, som du kan tage med i al anden spring. Du vil altså opleve, at du også bliver en teknisk dygtigere gymnast på banen af at blive skarp i trampolinen – og så skal du virkelig ikke være nervøs. Selvom vi har vilde faciliteter og knivskarpe trænere, er der ingen, der tvinger dig til at gøre fuldstændigt uansvarlige ting. For både helt nye og de mest øvede gymnaster, sørger vi for at sikkerheden og kontrollen er i top, så du kan få lov at prøve de ekstra fede spring!

Hvad oplever du i valgfaget Trampolin og Teknik?

Trampolinen er så genial, fordi du får ekstra tid i luften til at få teknikken helt ind på rygraden. Hvis du bøvler med din skrueteknik, ikke kan få helt styr på landingen eller har tendens til at over- eller under rotere, giver trampolinen dig mulighed for at øve dig langsomt, inden du skruer tempoet i vejret – og dét giver virkelig pote til sidst. Vi starter typisk med opvarmning efterfulgt af teknikstationer og slutter gerne af med spring ud af røret – så du får virkelig nået nogle spring! Og vi har selvfølgelig plads til alle – både drenge og piger, begyndere og øvede.

Vi arbejder f.eks. med: 

  • Stortrampolin og trampet
  • Rotations- og skrueteknik
  • Teknikstationer
  • Forøvelser og færdige spring
  • Spring for fuld hammer!

Hvor mange timer om ugen?

Trampolin og Teknik har 1,5 undervisningstimer om ugen, og valgfaget forløber over et halvt skoleår ad gangen

Stortrampolinen er et mesterligt legetøj og det er også derfor, man så tit ser dem, gravet ned i parcelhusenes baghaver. Dem, du ser, når du går igennem villakvartererne, svarer bare til en gammel Skoda – dem, vi har, er Formel 1’ere, som er lavet til at springe rigtigt på. Du styrer selv højden i dine spring, men jo mere tid du får i luften, desto mere tid har du til at øve din teknik. Og lige pludselig bliver det svære altså betydeligt lettere, når trampolinen giver dig den højde, du har gået og manglet.

Trampetten – altså, den lille, klassiske gymnastiktrampolin, er et helt anderledes væsen. Til konkurrencegymnastik vil du se, en muskuløs makker krølle halgulvet med 160 i timen, sætte af, rotere som en sindssyg og lande på en nedspringsmåtte. Det, er en disciplin, der kræver både styrke, fart og teknik, og så er den vild sjov! Uanset hvilken trampolin du bedst kan lide, har vi valgt ikke at gå ned på udstyr. Vi har det bedste grej og vi glæder os meget til at vise dig, hvorfor både trampolin og teknik på Agerskov er gode venner og hvorfor det er så fedt!

Kom på besøg - book en rundvisning