Rytmisk Flow

Rytmisk flow

Hvis du allerede har lidt erfaring med den rytmiske gymnastik, er det her faget, hvor du kan få hævet dit niveau til nye højder.

Udforsk, udvikling og udfordr din krop

Din krop er et værktøj, som du kan bruge på millioner af måder. Når du bruger din krop og tester nye bevægelser til musik, finder du nye mønstre, som kan give et nyt udtryk. Det er ligeså forskelligt, som Hip-hop er fra ballet, eller folkedans er fra housemusikken. Med musikken følger nemlig et bevægelsesmønster – men hvordan ser dit ud? Det vil vi prøve at finde ud af og sammensætte det, så du kan finde dit helt eget flow og blive 100% awesome til opvisningerne!

Vi bruger gymnastikken som grundsten og så udforsker vi ellers, leger os gennem sekvenser og prøver at bygge ovenpå, være kreative og selvfølgelig blive knivskarpe til rytmisk gymnastik. Vi skal prøve en masse forskellige genrer af og finde ud af, hvad vi kan, hvad vi vil, og hvilke bevægelsesmønstre, der bare virkelig passer til os. Det handler ikke om, at vi skal opfinde vores egen dans – det handler om, at vi skal opdage, udfordre og udvikle vores styrker og svagheder inden for rytmisk bevægelse.

Hvad oplever du i valgfaget RF - Find dit flow?

Vi arbejder med kroppens bevægelsesmønster. Du behøver ikke været toptrænet, men en smule erfaring er en fordel, fordi vi vil arbejde med og udvikle på de evner og egenskaber, du allerede har med i bagagen. Det betyder, at vi vil prøve at finde dine styrker og svagheder og prøve at finde dit eget, naturlige bevægelsesmønster, imens vi selvfølgelig bliver knivskarpe til rytmegymnastik!

Vi arbejder f.eks. med: 

  • Udvikling og bevægelse
  • Mønstre og totalbevægelser
  • Rytmisk udfordring
  • Anderledes seriegymnastik
  • Flow, fokus og fed, fed musik!

Hvor mange timer om ugen?

RG – Find dit flow har 1,5 undervisningstimer om ugen, og valgfaget forløber over et halvt skoleår ad gangen.

Seriegymnastikken har aldrig været en fast, statisk ting, den har ændret sig ligeså meget som du og vi har og den er kun blevet større, bredere og federe i tidens løb. Vi er heldigvis kommet langt, langt videre fra de klassiske bøj-og-stræk-øvelser, fordi rytmeøvelserne udvikler sig sammen med musikken og med gymnasterne. På Agerskov holder vi os opdaterede – men vi vil også gerne være med til at skubbe til både vores egne og gymnastikkens grænser. Og der har vi brug for dig.

Vi har en masse fedt musik, vilde faciliteter og selvfølgelig nogle mega skarpe instruktører, som både får dig til at grine, til at svede og til at se alt for vild ud, når du går på opvisningsgulvet til foråret. Det handler om træning, om gentagelser og om udfordringer og så handler det om at turde kaste sig ud på den tynde is og bare fyre den af. Det får vi masser af lejlighed til og vi glæder os til at have dig med!

Kom på besøg - book en rundvisning